Slået op d.

Udbrud eller udrensning??

Skrevet af Melise Fonclara Madsen

Du har måske stødt på udtrykket ’’purging’’ et sted på internettet og undret dig over hvad det er. Ordet ’’purging’’ betyder udrensning, og er oftest et udtryk der bruges i forbindelse med din huds udrensning ved brug af eksfolierende produkter.

Der er mange der ikke er klar over, at ved brug af eksfolierende produkter, er det helt normalt at få flere urenheder de første par uger. Kemisk eksfolierende produkter der f.eks. indeholder AHA, BHA eller PHA, har den egenskab tilfælles at de fremmer hudens cellefornyelse. Det vil sige at din hud fornyes meget hurtigere, og de ’’usynlige’’ bumser der har ligget under huden, kommer op til overfladen meget hurtigere end de normalt ville.

En tilstoppet pore kan danne en underliggende urenhed – og her kan den ligge i helt op til 8 uger før den kommer op til overfladen. Derfor er kemisk eksfolierende produkter så effektive imod bumser og tilstoppede porer! MEN desværre kan en udrensning nemt forveksles med et bumseudbrud der skyldes en uoverensstemmelse mellem produktet og din hud.

Et udbrud der starter lige efter et nyt produkt er introduceret, er oftest din huds måde at fortælle dig, at der er noget i produktet som din hud ikke kan tåle. I dette tilfælde skal du selvfølgelig stoppe med at bruge produktet, men hvis den f.eks. indeholder AHA, BHA eller PHA, så kan det sagtens være starten på en udrensning – og her er det vigtigt at du fortsætter, også selvom din hud forværres! Din hud vil nemlig blive meget renere og sundere end da du startede.

Nu kommer vi til den forvirrende del, fordi selvfølgelig kan din hud også reagere negativt på et eksfolierende produkt, hvor det altså ikke er en udrensning der sker, men faktisk en modreaktion fra din hud.

Der er heldigvis nogle behjælpelige tips, der kan hjælpe dig med at skelne imellem et udbrud og udrensning:

– Produkter der indeholder kemiske eksfolierende ingredienser såsom retinol (A-vitamin), benzoylperoxid, C-vitamin eller hydroxysyrer såsom AHA, BHA eller PHA, kan igangsætte en udrensning, da de fremmer hudens cellefornyelse.

– Produkter der giver en mekanisk eksfoliering såsom ansigtsscrubs og børster, kan også igangsætte en udrensning.

– En udrensning bør ikke vare i mere end 6-8 uger, da din huds egen naturlige fornyelse tager 6-8 uger. Har du fortsat mange og nye aktive udbrud efter denne periode, så kan du være sikker på, at din hud ikke kan lide produktet, og så skal du stoppe med at bruge det.

– Almindelige produkter såsom ansigtsrens, cremer, toner eller serummer der ikke indeholder aktive ingredienser som de ovennævnte, vil ikke forårsage en udrensning, så hvis du oplever udbrud her, er det en modreaktion fra din hud.

– En udrensning vil typisk få dine urenheder til at opstå de typiske steder du får bumser. Jeg får f.eks. flest bumser på mine kinder, og efter introduktion af et eksfolierende produkt, oplever jeg typisk flere urenheder på mine kinder.

Udrensningsperioden kan helt klart afskrække mange fra at introducere eksfolierende produkter, fordi hvem har lyst til at forværre sin hud, uden at være 100% sikker på, at den faktisk bliver bedre. Jeg kan dog love dig, at efter udrensningsperioden, er dét det hele værd. Husk også at mind dig selv om alle de absolut fordele eksfoliering har, og hvor taknemmelig din hud vil være i det lange løb!

Tak fordi at du læste med.

Kærlig hilsen

Maja Kim

 

 

En tanke om “Udbrud eller udrensning??

  1. Kære Maja Kim…
    Puha….det her er jeg glad for at høre…. Jeg var lige ved at opgive og kassere alle mine dejlige nye produkter… Jeg slog nemlig gevaldigt ud på hagen efter ca 3 ugers brug af Miracle-serien (når jeg får et grimt “udbrud”, så er det altid på hagen, det kommer) – men samtidig kunne jeg også se, at huden på mine kinder blev mere ensartet og pæn, diverse pletter og ar blegnede – så jeg var lidt forvirret…. Nu vil jeg bestemt ikke kaste håndklædet i ringen men klø på! Jeg havde aldrig hørt om purging, så det er jeg glad for, at jeg nu har! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *